Så fik Danmark en prins Nikolai
Af Karen Kjærgaard
Ritzaus Bureau, 6. november 1999
Nikolai William Alexander Frederik. Der gik et gib igennem forsamlingen, da prinsesse Alexandra med spæd røst fremsagde navnet på hende og prins Joachims førstefødte. Med navnet Nikolai - et almindeligt og populært dansk drengenavn - slog prins Joachim og prinsesse Alexandra fast, at godt nok er den lille prins kongelig, men der er også plads til fornyelse og folkelighed i verdens ældste kongehus.
Da han blev båret ind i Fredensborg Slotskirke på prinsesse Alexandras arm, lå han i en ny dåbskjole, og dermed var det ikke kun navnetraditionen, som prins Joachim og prinsesse Alexandra valgte at bryde. I stedet for som forventet at klæde prinsen i en 129 år gammel kjole, havde prinseparret valgt at få syet en dåbskjole i hvidt empiresnit med Møgeltønder-kniplinger.
Siddende tættest ved alteret vuggede Alexandra af og til prinsen blidt i sine arme og aede hans små fingre, mens en storsmilende Joachim havde svært ved at holde øjnene fra ham. Efter 10 minutter, et par gab og lidt klynken gled den lille prins' øjne i.
Inden da var ceremonien begyndt med, at de fremmødte sang 'I Østen stiger solen op', og derefter gav kongehusets præst, kongelige konfessionarius Christian Thodberg, sit bud på, hvorfor dåben og det at blive lagt i Guds favn er så vigtigt.
- Af alle nyfødte unger er menneskebørn de mest hjælpeløse. Det ved enhver mor, der vågner midt om natten for at høre, om hendes barn trækker vejret. Det er en bekymring, vi kender. For vi rammes hårdest, når vore børn rammes. Med den bekymring kommer vi med vore små børn til dåben. Ligesom mødrene dengang kom til Jesus. Vi bærer dem frem for at lægge dem i en favn, der er stærkere og tryggere end vores egen. Sådan kommer vi frem til troen på Gud, sagde Christian Thodberg.
Efter at forsamlingen anført af radioens pigekor og kirkens kor havde sunget 'Sov sødt, barnlille', gik selve dåbshandlingen i gang. Prinsesse Alexandra holdt barnet, mens prins Joachim stod tæt ved hendes side. Bagved stod de fire faddere, kronprins Frederik, Nicola Baird, som er søster til prinsesse Alexandra, Peter Steenstrup, en af prins Joachims venner fra skoletiden, og Camilla Flint, veninde til Alexandra.
Også dronning Margrethe ville være helt tæt på, da prinsen fik sit navn. Diskret forlod hun derfor sin plads og stillede sig bag præsten, mens prins Henrik støttede dronning Ingrid, indtil den 89-årige dronning måtte sætte sig.
- Nikolai William Alexander Frederik. Jeg døber dig i Faderens, i Sønnens og i Helligåndens navn, sagde Christian Thodberg, mens han forsigtigt øste vand fra døbefonten over prinsens isse.
Endelig kom Danmark på fornavn med den lille prins.
Til barnedåben var indbudt godt 160 gæster. Af prins Joachims mostre deltog kun eksdronning Anne-Marie, som var ledsaget af sin søn Nikolaos. Prinsesse Benedikte og prins Richard var forhindret i at deltage, og det samme deres tre børn. Derimod var familiens svigersøn grev Jefferson til stede.
Til gengæld mødte prinsesse Alexandras familie talstærkt op. Foruden forældrene, Richard og Christa Manley, deltog prinsessens to søstre, Martina og Nicola. Desuden prinsessens svoger Jason Baird og niecen Natasha, som Alexandra er gudmor til.
Prins Joachims franske del af familien var repræsenteret ved hans faster Francoise Bardin samt farbrødrene Etienne og Jean-Baptiste de Monpezat og deres ægtefæller. Desuden deltog prins Joachims fætter Thomas Beauvillain og hans danske kone, Mie.
Efter dåben var gæsterne inviteret til reception i Kuppelsalen på Fredensborg Slot, hvor der blev budt på champagne og canapeer. Derefter var den nærmeste familie og enkelte venner inviteret til frokost. Her havde dronningens kok sammensat en fire retters menu.
Lørdag aften blev dagen rundet af med middag og fest for prinseparrets venner og familie i Christian VIII's palæ på Amalienborg.